|
Sognets Historie
|
Kilde: KIRKE OG SOGN i fortid og nutid, 1951
Da der i begyndelsen af det 12. århundrede skulle bygges kloster i
Salling, valgte munkene, regelbundne kanniker af augustinerordenen,
Grinderslev, 14 km nord for Skive. Måske fandt de her på dette i forhold
til det flade Salling ret højtliggende sted den sundeste jord. Det meste
af sognet var lyngklædt dengang. Nu finder man næppe en lyngtot.
Bønderne gjorde et kæmpearbejde, da de brækkede de udstrakte lyngflader,
men nu ser man udover sognet lønnen for arbejdet; thi lyngen dækkede en
frugtbar ler- og sandmuldet jord, hvor nu bugnende marker gør det godt
at være bonde i Grinderslev. Der er ikke mange træer. Kun ved
herregårdene Eskjær og Astrup findes nogle småskove. Mod øst skråner
landskabet med stor naturskønhed ned mod Skive fjord.
Om livet i fortiden vidner de mange gravhøje. Der var oprindelig ca. 90,
der strakte sig i en nogenlunde lige linje på langs gennem sognet. De
fleste er nu sløjfede. Kun syv af de tilbageværende er fredlyste.
Desuden fortæller adskillige af stednavnene om fortidens hedenskab. Nær
det sted, hvor Hvalpsundvejen krydser Fuursundvejen ligger den store
Vihøj, den indviede høj. Ved Skærrisbakken ligger Ulhøj, der kan have
været indviet til himmelguden Ull. Kører man fra Vihøj mod syd, når man
snart Breum kilde, hvor syge mennesker langt op i det 18. århundrede
mente at hente lægedom. Dr. phil Gudmund Schütte, herremanden til Eskjær,
fortæller, at denne kilde måske har givet navn til sognets hovedby,
Breum. Breum et ældgammelt ord for brønd eller kilde. Breum skulle da
være dannet af bre-heim: kildens hjem. Nær ved kilden har der muligvis
ligget et gudehov. Derom minder sikkert navnet på en nærliggende
gravhøj, Hovmandshøj. Måske kan det også have været kildens
tilstedeværelse, der har lokket munkene til Grinderslev.
Klosteret blev indviet til Sct. Peter. Det nævnes første gang 1176.
Augustinerordenen holdt i 1234, 1275 og 1284 kapitel i Grinderslev. Der
er kun få minder tilbage om klosterets katolske tid. Det vigtigste er
det såkaldte Grinderslevhåndskrift, der indeholder mystiske skrifter af
Bonaventura, Thomas a Kempis og Suso. Klosteret blev i 1531 forlenet til
Hans Podekvist. Efter reformationen tilfaldt det kronen. Af klosteret
står nu kun kirken tilbage, der benyttes som sognekirke. Apsis, kor og
skib er opført i romansk tid af smukke, glattilhugne kvadersten. Apsis
er prydet med et blindgalleri på fem fag, hvis buer støttes, dels af små
halvsøjler, dels af menneskehovedlignende skulpturer. På korets sydside
findes en præstedør, i hvis sidekarme er indhugget en løve og en drage,
formodentlig for at skærme kirken mod djævelskab; overliggeren,
tympanon, er smykket med et indcirklet kors. Skibet har oprindeligt haft
træloft. I sengotisk tid har man imidlertid indbygget stjernehvælvinger
i skib og kor. Omtrent samtidig er tårnet blevet bygget tillige med to
sammenhængende sideskibe og sakristi mod nord. Under skib og tårn findes
tre tilmurede gravkamre, der er fyldt med kister. I 1923 afdækkedes
kalkmalerier på skibets nordside fra tiden omkring 1600 med scener fra
profeternes historie samt adelsvåben, der viser hen til de adelsslægter,
der har boet i sognet. Endvidere findes adskillige epitafier samt et
stort sengotisk krucifiks. Alter og prædikestol i renæssancestil. Kirken
restaureredes af Nationalmuseet i 1932. Præstegården er beliggende i
Breum, en kilometer fra kirken i sydlig retning. Det hedder i 1555, at
sognepræsten til Grinderslev kloster skal beholde den gård i Breum, hvor
hr. Oluf nu bor, og skal samme gård herefter altid være præstegård i
sognet. I 1924 opførtes en ny præstebolig i den gamle have.
Herregården Eskjær, der nævnes første gang 1407, ejedes bl.a. af
slægterne Lykke og Parsberg. Den nuværende hovedbygning, der ligger
omgivet af brede voldgrave, er opført 1761. Herregården Astrup, der
nævnes første gang 1407, ejedes bl.a. af slægterne Juel og Friis.
Hovedbygningen genopførtes i slutningen af det 18. årh. Den anvendtes
fra 1906-16 af Danmarks afholdsforening som redningshjem.
I sognets sydøstlige hjørne, hvor fjorden skærer ind og danner Astrup
vig, byggede digteren Jeppe Aakjær den gård, hvor han boede til sin død
1930. Han kaldte den "Jenle", og ensomt lå den. Ikke et træ var der til
at bryde blæsten. Herom er det, han har skrevet sangen: "Jeg lagde min
gård i den rygende blæst, hvor bakken hun skråner mod sønder". Nu har
mange bygget hjem langs vejen til "Jenle", høje træer skærmer mod den
stride vestenvind, og krat med mangfoldige træsorter omgiver gårdens
brede agre. Aakjær var ikke altid på talefod med gårdmændene, når han
angreb dem for deres uordentlige og uhyggelige karlekamre. Det blev dog
ham, som sejrede, og det er alle tilfredse med nu. Men kunne han være et
stridens tegn, så fandt hans sange dog særlig genklang i Sallingboernes
hjerter. Det var jo deres mål, han sang på, de kendte de steder, han
sang om, og mange kan endnu den dag i dag citere store stykker af hans
digtning. Fra 1910 til 1929 holdtes næsten hvert år de storstilede
Jenlefester. 4-5000 mennesker kunne samles her på bakkeskråningerne ned
mod vandet. Aakjær talte altid selv tillige med adskillige af landets
mest betydende mænd. Om aftenen optrådte de kendteste kunstnere, og
dansen gik til efter midnat, da festen i reglen sluttede med bavneblus
og festfyrværkeri. Om formiddagen den 22. april 1930 døde Aakjær, da han
var beskæftiget med havearbejde. Hans lig førtes under stor
højtidelighed til et københavnsk krematorium. Nogen tid efter blev urnen
nedsat på et højtliggende sted i lyngbakkerne nær gården. En flad sten
blev lagt over graven. Herpå kan man nu læse Aakjærs eget gravvers: "Her
standsed de glade klange. Her sattes mit livsens mål. Det er asken af
usungne sange, der hviler i denne skål." Nu er der stille på Jenle, hvor
fru Aakjær endnu bor. Mange turister besøger stedet.
Blev Aakjær elsket i den brede befolkning, så blev dr. phil. Gudmund
Schütte stor i videnskabsmændenes kreds. Fra Eskjær har han nu i snart
tre snese år udsendt videnskabelige afhandlinger. Han har favnet fra
oldgermansk digtning til egnshistorie. Hans undersøgelser af hedenske
levn i folketro, folkeminder og stednavne har haft særlig interesse for
sognets befolkning. Der findes vel næppe det sogn i landet, der har fået
skrevet sin historie fra folkevandringernes tid til vore dage så
udførligt som Grinderslev, takket være dr. Schütte.
|
|
|
|
