Sognets Historie
Kilde: KIRKE OG SOGN i fortid og nutid, 1951

Da der i begyndelsen af det 12. århundrede skulle bygges kloster i Salling, valgte munkene, regelbundne kanniker af augustinerordenen, Grinderslev, 14 km nord for Skive. Måske fandt de her på dette i forhold til det flade Salling ret højtliggende sted den sundeste jord. Det meste af sognet var lyngklædt dengang. Nu finder man næppe en lyngtot. Bønderne gjorde et kæmpearbejde, da de brækkede de udstrakte lyngflader, men nu ser man udover sognet lønnen for arbejdet; thi lyngen dækkede en frugtbar ler- og sandmuldet jord, hvor nu bugnende marker gør det godt at være bonde i Grinderslev. Der er ikke mange træer. Kun ved herregårdene Eskjær og Astrup findes nogle småskove. Mod øst skråner landskabet med stor naturskønhed ned mod Skive fjord.

Om livet i fortiden vidner de mange gravhøje. Der var oprindelig ca. 90, der strakte sig i en nogenlunde lige linje på langs gennem sognet. De fleste er nu sløjfede. Kun syv af de tilbageværende er fredlyste. Desuden fortæller adskillige af stednavnene om fortidens hedenskab. Nær det sted, hvor Hvalpsundvejen krydser Fuursundvejen ligger den store Vihøj, den indviede høj. Ved Skærrisbakken ligger Ulhøj, der kan have været indviet til himmelguden Ull. Kører man fra Vihøj mod syd, når man snart Breum kilde, hvor syge mennesker langt op i det 18. århundrede mente at hente lægedom. Dr. phil Gudmund Schütte, herremanden til Eskjær, fortæller, at denne kilde måske har givet navn til sognets hovedby, Breum. Breum et ældgammelt ord for brønd eller kilde. Breum skulle da være dannet af bre-heim: kildens hjem. Nær ved kilden har der muligvis ligget et gudehov. Derom minder sikkert navnet på en nærliggende gravhøj, Hovmandshøj. Måske kan det også have været kildens tilstedeværelse, der har lokket munkene til Grinderslev.

Klosteret blev indviet til Sct. Peter. Det nævnes første gang 1176. Augustinerordenen holdt i 1234, 1275 og 1284 kapitel i Grinderslev. Der er kun få minder tilbage om klosterets katolske tid. Det vigtigste er det såkaldte Grinderslevhåndskrift, der indeholder mystiske skrifter af Bonaventura, Thomas a Kempis og Suso. Klosteret blev i 1531 forlenet til Hans Podekvist. Efter reformationen tilfaldt det kronen. Af klosteret står nu kun kirken tilbage, der benyttes som sognekirke. Apsis, kor og skib er opført i romansk tid af smukke, glattilhugne kvadersten. Apsis er prydet med et blindgalleri på fem fag, hvis buer støttes, dels af små halvsøjler, dels af menneskehovedlignende skulpturer. På korets sydside findes en præstedør, i hvis sidekarme er indhugget en løve og en drage, formodentlig for at skærme kirken mod djævelskab; overliggeren, tympanon, er smykket med et indcirklet kors. Skibet har oprindeligt haft træloft. I sengotisk tid har man imidlertid indbygget stjernehvælvinger i skib og kor. Omtrent samtidig er tårnet blevet bygget tillige med to sammenhængende sideskibe og sakristi mod nord. Under skib og tårn findes tre tilmurede gravkamre, der er fyldt med kister. I 1923 afdækkedes kalkmalerier på skibets nordside fra tiden omkring 1600 med scener fra profeternes historie samt adelsvåben, der viser hen til de adelsslægter, der har boet i sognet. Endvidere findes adskillige epitafier samt et stort sengotisk krucifiks. Alter og prædikestol i renæssancestil. Kirken restaureredes af Nationalmuseet i 1932. Præstegården er beliggende i Breum, en kilometer fra kirken i sydlig retning. Det hedder i 1555, at sognepræsten til Grinderslev kloster skal beholde den gård i Breum, hvor hr. Oluf nu bor, og skal samme gård herefter altid være præstegård i sognet. I 1924 opførtes en ny præstebolig i den gamle have.

Herregården Eskjær, der nævnes første gang 1407, ejedes bl.a. af slægterne Lykke og Parsberg. Den nuværende hovedbygning, der ligger omgivet af brede voldgrave, er opført 1761. Herregården Astrup, der nævnes første gang 1407, ejedes bl.a. af slægterne Juel og Friis. Hovedbygningen genopførtes i slutningen af det 18. årh. Den anvendtes fra 1906-16 af Danmarks afholdsforening som redningshjem.

I sognets sydøstlige hjørne, hvor fjorden skærer ind og danner Astrup vig, byggede digteren Jeppe Aakjær den gård, hvor han boede til sin død 1930. Han kaldte den "Jenle", og ensomt lå den. Ikke et træ var der til at bryde blæsten. Herom er det, han har skrevet sangen: "Jeg lagde min gård i den rygende blæst, hvor bakken hun skråner mod sønder". Nu har mange bygget hjem langs vejen til "Jenle", høje træer skærmer mod den stride vestenvind, og krat med mangfoldige træsorter omgiver gårdens brede agre. Aakjær var ikke altid på talefod med gårdmændene, når han angreb dem for deres uordentlige og uhyggelige karlekamre. Det blev dog ham, som sejrede, og det er alle tilfredse med nu. Men kunne han være et stridens tegn, så fandt hans sange dog særlig genklang i Sallingboernes hjerter. Det var jo deres mål, han sang på, de kendte de steder, han sang om, og mange kan endnu den dag i dag citere store stykker af hans digtning. Fra 1910 til 1929 holdtes næsten hvert år de storstilede Jenlefester. 4-5000 mennesker kunne samles her på bakkeskråningerne ned mod vandet. Aakjær talte altid selv tillige med adskillige af landets mest betydende mænd. Om aftenen optrådte de kendteste kunstnere, og dansen gik til efter midnat, da festen i reglen sluttede med bavneblus og festfyrværkeri. Om formiddagen den 22. april 1930 døde Aakjær, da han var beskæftiget med havearbejde. Hans lig førtes under stor højtidelighed til et københavnsk krematorium. Nogen tid efter blev urnen nedsat på et højtliggende sted i lyngbakkerne nær gården. En flad sten blev lagt over graven. Herpå kan man nu læse Aakjærs eget gravvers: "Her standsed de glade klange. Her sattes mit livsens mål. Det er asken af usungne sange, der hviler i denne skål." Nu er der stille på Jenle, hvor fru Aakjær endnu bor. Mange turister besøger stedet.

Blev Aakjær elsket i den brede befolkning, så blev dr. phil. Gudmund Schütte stor i videnskabsmændenes kreds. Fra Eskjær har han nu i snart tre snese år udsendt videnskabelige afhandlinger. Han har favnet fra oldgermansk digtning til egnshistorie. Hans undersøgelser af hedenske levn i folketro, folkeminder og stednavne har haft særlig interesse for sognets befolkning. Der findes vel næppe det sogn i landet, der har fået skrevet sin historie fra folkevandringernes tid til vore dage så udførligt som Grinderslev, takket være dr. Schütte.
 
© Udarbejdet af ThiseWeb.dk